Af Kim Sidsel Minuva
Brasilianske João (Rômulo Braga) er biavler. Udover at sælge den søde, gyldne substans, dokumenterer han livet som biavler på sociale medier. Her viser han bl.a., hvordan en ny bidronning introduceres: man klipper hendes vinger til, så hun ikke bare kan flyve sin vej. Enten accepterer bikuben hende som den nye dronning, eller også slår de hende ihjel.
Det er en situation, som Joãos datter, syttenårige Sofia (Ayomi Domenica), kan relatere sig til.
Hun er stjernespiller på et queer volleyballhold, der er godt i gang med at tæske deres vej gennem en vigtig turnering. Tøserne, både ikke-binære, transkønnede og homoseksuelle af slagsen, er faktisk så gode, at en talentspejder har fået øje på Sofia. Vinder de turneringen, får Sofia et skolestipendium, og hun får lov til at spille for et stort, ikonisk hold.
Sofia har alt at vinde. Så viser det sig, at hun er gravid. Og abort er ulovligt i Brasilien.
Pludselig er hendes fremtid ikke længere lys og spændende, men føles i stedet som om et fængsel lurer lige under horisonten. Her går honningtematikken igen gennem hele filmen; når Sofia føler stor angst omkring sin situation og sin fremtid, og det gør hun tit, så hjemsøges hun af syner af klæbrig honning. Tanken om dronningen, der ikke længere kan flyve, spøger ligeledes i publikums tanker.
Noget ulig den jordbundne bi, kommer der uhyre mange bolde i luften som resultat af Sofias graviditet. Hun vil have en abort, det er hun sikker på. Men er det muligt at få sådan en foretaget ulovligt i Brasilien? Bør hun sige det til sin far? Kan hun få aborten i Uruguay, hvor hendes afdøde mor er fra, og hvor hun selv er født? Hvad kunne holdets træner finde på at gøre, hvis hun finder ud af det? Kan volleykammeraterne mon hjælpe?
Det er en utrolig mættet oplevelse, og det skaber stor emotionel frustration, at Sofia og hendes sammensvorne bliver ved med at fejle eller skifte mål og metode. Samtidig afspejler dette yderst præcist personer som Sofias oplevelse; der er ingen pæne berettermodeller for gravide, der kæmper mod et samfund såvel som naboer, der er konservative og som en lænke gør hvert skridt til en anstrengelse.
Filmens uhyggeligt realistiske skurkeskikkelser er til at blive rasende over. Deres modstand får narrativets konstante ryk, afbrydelser og nye begyndelser til at virke fuldstændig tilsigtet. Power Alley stryger bevidst seeren mod hårene, præcis som Sofia konstant jordes.
Der er dog også glæde at finde for Sofia – hendes volleyvenner udgør heldigvis den fineste skildring af teenagere med krudt i røven, der laver ballade. Det er umuligt ikke at holde af fjollehovederne, der evigt og altid holder sammen og finder på åndssvage påfund. De er præcis, som teenagere er, når de er allerbedst.Den lykke er fantastisk at overvære, når Sofias fortælling ellers baserer sig i virkelighedens grusomheder og frustrationer. Power Alley stryger modigt publikum mod hårene med en forfærdelig relevant fortælling, der forhåbentlig engang blot vidner om fortidens skadelige traditionalisme
Kommentarer